søndag den 22. juli 2018

Singlehand sommertogt 2018, dag 3: Ballebro - Juelsminde (59sm - 11:30)

Onsdag d. 18. juli 2018

Så kom vinden! 6-8ms fra V - perfekt til et cruise op gennem Lillebælt. Efter at have krydset ud at Alssund rebbede jeg ind til Reb 1 og så var det ellers bare deropad for fem-seks knob.

Det var en fornøjelse at se så mange skibe for sejl op og ned i Lillebælt. På et tidspunkt talte jeg over 40 sejl, der har sikkert været flere. Men vejret og forholdende var også gode; god vind og meget begrænset sø, i nogle perioder kunne vi ræse afsted på næsten fladt vand.

Jeg er normalt over-forsigtig mht at følge afmærkninger og bøjer. På dette ben af togtet prøvede jeg at holde trit med en Faurby 35. Til min overraskelse gik de indenom en del grønne mærker på vej til Årøsund, hvor der skulle krydses et par gange. Siden jeg gik ud fra at de måtte stikke dybere end Johns 160cm og jeg kunne følge næsten præcist i deres kølvand tog jeg chancen og fulgte deres spor. Uden grundstødninger til følge. Ukomfortabelt, men lærerigt.

Jeg var så heldig at møde tre Dragonfly's på vej sydover. De kom på den i forvejen noget lange liste over fartøjer jeg gerne vil prøve at sejle.
Trimme-en ...
... trimme-to ...
... trimmeran!
Tilbage i Lillebælt kunne jeg ikke dy mig for en æresrunde om Fænø Kalv, hvilket jo udløser et NØRD-bevis fra Keepsailing.
Johns NØRD-bevis nr. 2
Jeg tvivler på om jeg nogensinde igen får en dag med så høj en gennemsnitsfart over så mange timer.
I perfekte konditioner kan selv en middelmådig skipper finde fart.
I løbet af dagen rebbede jeg både ind og ud flere gange. Det kan synes overforsigtigt, især på fladt vand, men jeg finder krængninger, hvor vandet står over fodlisten i læ side, ukomfortable. Jeg tror heller ikke det er optimalt for farten.

Ofte tænker man: "Bør jeg rebe ind eller ud - lige nu?" - på John følger vi et princip der hedder

Johns 80/20 regel for rebning:

Det er bedre at ville rebe ud 80% af tiden og være tilfreds med det reb man har i 20% af tiden - end omvendt.

Jeg har talt med en anden skipper som havde en tilsvarende regel; Hvis du tænker tanken "bør jeg rebe ind?" - så skal der omgående rebbes ind. Hvis man tænker "bør jeg rebe ud" - så tag en kop kaffe og se situationen an.

Vel ude af Lillebælt kunne vi begynde at se os om efter en havneplads for natten. Valget faldt på gode, gamle Juelsminde. Næst efter Johns hjemhavn, er det her vi oftest er.

I Juelsminde “Ny Marina” (beliggende N) ved jeg fra erfaring at der normalt altid er plads at få. Dette viste sig også at være tilfældet kl 20, hvor en venlig tysk sejler pegede mig ind på en leding grøn plads. Pladsen er vel egentlig til beregnet til en 40+ fods båd, med meget god plads mellem pælene for en Maxi Magic med en bredde på 284cm, men min dårlige samvittighed over at optage en så stor plads blev lettet efter at have observeret flere ledige sådanne pladser. Det ser ud til at den gamle havn og Østhavn Marina er mere populære. Der er dog også længere til toilet-faciliteter herfra, men gågaden, Rema 1000 og Pizzaria Neptun ligger kun et par minutters gang væk.

På vej ind forsvandt kølevandet og jeg måtte under dæk og fikse det ved at toppe søvandsfilteret op med lidt vand. Derfor blev der skrevet en ny kølevandsslange på indkøbslisten.
Meget muligt, men hvorfor er der ikke en marine-service-butik i Juelsminde?


Ingen kommentarer:

Send en kommentar